194 passagerer på nytårskrydstogt er syge

Et af verdens største passagerskibe, luksuslineren Queen Mary 2, er løbet ind i problemer på sit nytårskrydstogt rundt i Det Caribiske Hav.

Ikke færre end 194 af passagererne er blevet syge om bord og har døjet med diarre eller opkast, oplyser USA's center for sygdomskontrol.

Derfor sender centret tre af sine sundhedseksperter på inspektion på skibet, når det vender tilbage til Brooklyn i New York 3. januar.

Queen Mary 2, som huser omkring 2600 passagerer, lagde fra kaj i den amerikanske millionby 22. december og cruiser i øjeblikket stadig rundt i Caribien.

Selskabet Cunard Line, som driver krydstogtskibet, har nu taget ekstra lægeligt personale om bord. Samtidigt tages der prøver fra syge passagerer, som bliver overgivet til sundhedsmyndighederne i USA. Smittekilden er endnu ukendt.

Queen Mary 2 var, da det blev bygget på et værft i Atlanterhavsbyen Saint-Nazaire i Frankrig, verdens største og dyreste krydstogtskib.

Det gigantiske skib blev døbt i 2004 ved at få slået en stor flaske champagne mod sit 150.000 ton tunge skrog af dronning Elizabeth II.

Skibet, som er 23 etager højt, er en kvart gang længere end Titanic, det legendariske krydstogtskib, der angiveligt ikke kunne synke, men som alligevel gik ned på sin jomfrurejse i 1912.

Queen Mary 2 er ikke længere verdens største af sin slags, men er blevet overhalet af flere andre cruiseskibe i kæmpeklassen, som måler helt op til 360 meter i længden.

/ritzau/dpa

 

Dagens Gossip