2-0: Chelsea fejrer jul som nummer et i Premier League

Skrevet af admin

23/12/2014

Mest læste i dag

Chelsea er igen alene i spidsen for Premier League.

Mandag aften vandt manager José Mourinhos mandskab 2-0 ude over Stoke, så Chelsea topper med 42 point for 17 kampe.

Manchester City er nummer to med 39 point.

Anfører John Terry scorede allerede i kampens andet minut, da han headede gæsterne foran efter oplæg fra Cesc Fabregas.

Chelsea var i kontrol, men med 1-0 ved pausen var intet afgjort.

19 minutter før tid var Stokes indskiftede Charlie Adam meget tæt på at udligne. Hans skud gik dog lige forbi mål, mens Chelsea-målmanden Thibaut Courtois stod prisgivet og så til.

I stedet kom Chelsea foran 2-0 12 minutter før slutfløjtet.

Eden Hazard sendte en hård aflevering hen til Cesc Fabregas, der alligevel fik bolden med sig.

Spanieren ramte ikke bolden særligt rent, men det gjorde ingenting set fra Chelseas synspunkt, for skuddet snød fuldstændig Stoke-målmanden Asmir Begovic og trillede stille og roligt i mål.

Chelsea kunne være kommet foran 3-0, da indskiftede André Schürrle spillede Diego Costa fri, men Chelsea-topscoreren brændte på Asmir Begovic.

Stokes Oussama Assaidi var tæt på at reducere, men Thibaut Courtois var vågen og reddede forsøget.

Til allersidst sendte Stokes Bojan Krkic bolden lige forbi mål, men hjemmeholdet fik ikke scoret.

Med nederlaget ligger Stoke nummer 13 i Premier League med 19 point.

De to hold skal i aktion igen om fire dage i det tætpakkede engelske juleprogram.

Chelsea tager imod West Ham, mens Stoke spiller ude mod Everton.

/ritzau/