20-årig mand anholdt for drabet på sin mor

Skrevet af admin

17/04/2014

Dagens topnyheder

Østjyllands Politi har torsdag eftermiddag anholdt en 20-årig mand af somalisk afstamning, der er mistænkt for at have knivdræbt sin mor i Høje Gladsaxe onsdag.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi torsdag aften.

Østjyllands Politi anholdt den 20-årige torsdag eftermiddag i Aarhus efter henvendelse fra en opmærksom borger. Anholdelsen skete uden dramatik.

- Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Glostrup Ret fredag med begæring om varetægtsfængsling, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i en pressemeddelelse.

Københavns Vestegns Politi valgte onsdag at offentliggøre navn og foto af den efterlyste i håb om, at offentligheden kunne bidrage til efterforskningen. Politiet advarede samtidig om, at den efterlyste muligvis var bevæbnet og uligevægtig.

Den unge mands mor blev stukket ihjel med kniv i sin lejlighed onsdag midt på eftermiddagen. Flere børn i familien overværede angiveligt forbrydelsen.

Kvinden blev 42 år.

/ritzau/