20-årig dømt for drab ved Niels Brock på Frederiksberg

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

En 20-årig mand er ved Retten på Frederiksberg blevet kendt skyldig i drabet på den 18-årige Taher Ben Tarek Saadaoui.

Den 20-årige har erkendt, at han førte kniven, men han nægter sig skyldig i drab.

En mandag i september sidste år opsøgte den 20-årige Taher Ben Tarek Saadaoui på handelsgymnasiet Niels Brock på Frederiksberg.

Der havde været rygter om, at Taher Ben Tarek Saadaoui havde lagt an på den 20-åriges kæreste. De to begyndte at diskutere, og da Taher Ben Tarek Saadaoui skulle have kaldt kæresten en "so", har den tiltalte forklaret, at han mistede kontrollen.

Han trak en kniv og stak Taher Ben Tarek Saadaoui i maven med et enkelt knivstik i maven. Kort efter blevet offeret kørt på Rigshospitalet, men det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv.

Samme eftermiddag meldte den 20-årige sig selv til politiet.

Senioranklager Jakob Buch-Jepsen har krævet, at han blev dømt for drab. Han har i retten påpeget, at den 20-årige allerede om morgenen havde taget en kniv med, inden han selv tog i skole.

Desuden anskaffede han sig en handske, som han tog på den hånd, som endte med at føre kniven, og da han opsøgte Taher Ben Tarek Saadaoui, bad han ham komme med udenfor i skolegården, hvor der ikke er nogen kameraer.

Alt sammen tegn på planlægning, mener senioranklageren. Forsvarer Jane Ranum har sagt, at det er absurd at påstå, at den 20-årige planlagde drabet, når han trak kniven foran en fyldt skole og desuden meldte sig selv samme aften.

Hun har i retten hævdet, at intet tydede på, at den 20-årige havde til hensigt at dræbe, og at han derfor burde dømmes for grov vold med døden til følge.

Retsformand Torkel Hagemann begrundede kendelsen med, at hden 20-årige burde have indset, at det var overordentlig sandsynligt, at den 18-årige ville dø af knivstikket, der gik gennem leveren og legemspulsåren.

/ritzau/