20-årig fik halvandet års fængsel for Rømø-ulykke

Den dømte blev desuden frakendt førerretten i tre år og seks måneder.

Domsmandsretten fandt ikke belæg for at dømme den 20-årige for særlig hensynsløs kørsel, sådan som anklager Stine Petersen ellers havde procederet for.

Hun havde krævet to år og tre måneders fængsel samt frakendelse af førerretten i otte år, mens forsvarer Linda Christensen mente, at dommerne skulle taksere det uagtsomme manddrab til mellem 10 og 12 måneders fængsel.

Straffen ligger dermed midt imellem forsvareren og anklagerens påstande.

Den dømte har udbedt sig 14 dages betænkningstid, hvor han sammen med sin forsvarer skal finde ud af, om sagen skal ankes til landsretten.

Anklager Stine Petersen vil nu overveje, om hun vil anke dommen til landsretten.

»Nu blev han ikke dømt for særlig hensynsløs kørsel, så tager man det fra, så er straffen i og for sig ok,« siger anklageren til bt.dk.

Det kom bag på hende, at den 20-årige kun fik frakendt førerretten i tre år og seks måneder.

»Den praksis, jeg henviste til, viser, at førerretten normalt frakendes i mellem fem og otte år. Så det er i den lave ende,« siger hun til bt.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV