20-årig mand skød adskillige personer på amerikansk college

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

Der er stadig uklarheder omkring, hvor mange personer, der har mistet livet under et skyderi torsdag på et college i Roseburg i staten Oregon i USA.

På et pressemøde siger sherif John Hanlin for Douglas County, at han ikke ved, hvor mange der er dræbt.

- Jeg har hørt forskellige tal, siger sheriffen, som kalder dagen for en "forfærdelig dag".

Ifølge Reuters siger Oregons justitsminister, at dødstallet er på 13. Men andre medier holder stadig fast på et dødstal "under ti" og flere end 20 sårede.

Sheriffen kan dog godt bekræfte, at personen, som har skudt, også selv er blevet dræbt. Han fortæller, at "der var skudveksling".

Hanlin fortæller yderligere, at det var en mand, der skød. Oregons guvernør Kate Brown fortæller på pressemødet, at der var tale om en 20-årig mand.

Men sheriffen ved ikke, om gerningsmanden studerede på stedet. Han fortæller, at der kom alarm om skyderiet klokken 10.38 lokal tid, og at politiet i øjeblikket har omkring 100 mand på stedet.

Skyderiet foregik inde i nogle klasseværelser på collegekomplekset Umpqua, der ligger 200 kilometer syd for storbyen Portland.

Den 20-årige mand bad angiveligt studerende om at rejse sig op og fortælle deres religion, inden han begyndte at skyde. Det beretter et vidne til et lokalt medie ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hele området omkring skolen blev afspærret, og folk i byen blev opfordret til at holde sig på god afstand.

Roseburg er en by med godt 20.000 indbyggere, og mange af byens indbyggere vil have børn på skolen eller vil have venner og bekendte, der har det.

Skyderiet på skolen i Roseburg er det seneste i en meget lang række skoleskyderier i USA.

I oktober sidste år mistede fire personer livet under et skyderi på Marysville-Pilchuck High School i den vestlige delstat Washington.

/ritzau/