20-årig nægter hackerangreb på 10.000 e-mails

En 20-årig mand er mistænkt for at have hacket sig til 10.000 tjenestemænds passwords og e-mailkonti og give dem videre i sag om angreb på politiets registre.

Det fremgår af politiets sigtelse mod manden, som anklager Maria Cingari torsdag har læst op under et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Manden nægter sig skyldig i politiets sigtelse, som desuden sætter ham i forbindelse med den svenske hackerkonge Gottfrid Svartholm Warg.

Ved retsmødet har dommeren valgt at lukke dørene for offentligheden. Det sker af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.

Ifølge anklageren er der muligvis medgerningsmænd på fri fod, og politiet ønsker ikke, at de får kendskab til den 20-åriges forklaring.

Rigspolitiet og it-firmaet CSC har konstateret, at politiets kørekortregister, herunder CPR-numre samt oplysninger om efterlyste personer i Schengen-registrene, er blevet hacket i 2012.

- Det er ikke konstateret, at der skulle være foretaget ændringer i registrene, men det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, oplyser Rigspolitiet, der mistænker en svensk og en dansk mand i sagen.

Gerningsmændene har i perioden fra april til august 2012 downloadet et stort antal filer fra CSC's såkaldte mainframe-anlæg, og politiet ser med stor alvor på angrebet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip