20-årig stukket i halsen i Aalborg: Syet med 12 sting

En 20-årig mand er blevet syet i halsen med 12 sting efter et knivstikkeri i Jomfru Ane Gade natten til søndag.

Det oplyser DR Nordjylland.

Ifølge politiet fandt knivstikkeriet sted, da den 20-årige mand blandede sig i et skænderi mellem en 18-årig mand og dennes kæreste.

Her siger den 20-årige, at manden skal tale ordentligt til sin kæreste.

- Og uden forvarsel trækker den 18-årige så en kniv og stikker den 20-årige i halsen, så halsen bliver skåret rigtig meget op, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi til DR Nordjylland.

Den 20-årige mand er nu indlagt på hospitalet, og hans tilstand betegnes som stabil.

Den 18-årige er anholdt, og nu venter personundersøgelse og afhøringer, "inden vi kan tage stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør", siger Per Jørgensen til DR Nordjylland.

Efter overfaldet smed gerningsmanden kniven i Limfjorden. Søndag morgen vil dykkere blive sendt i vandet for at lede efter den.

/ritzau/

Dagens Gossip