20-årig tæskede ekskæresten: Stak af fra fængslet og voldtog hende i Helsingør

En 20-årig mand på springtur fra Horserød Statsfængsel begik ifølge en sigtelse fra Nordsjællands Politi flere grove forbrydelse mod sin ekskæreste mandag.

Manden var i gang med at afsone en dom for grov vold mod selvsamme kvinde, men det åbne fængsel i Horserød kunne altså ikke holde manden fra at kaste sig over sin 26-årige ekskæreste igen.

Ifølge politikommissær Henning Svendsen opsøgte manden sin ekskæreste ved VUC i Helsingør. Herfra tvang han hende med til en lejlighed.

- Han tager simpelthen fat i hende og slæber hende med. I lejligheden tager han kvælertag på hende, og hun får punktformede blødninger i øjnene, og han gennemfører en voldtægt, fortæller Henning Svendsen til Ritzau.

Punktformede blødninger i øjnene er et tegn på, at offeret har været i livsfare, og politiet har derfor sigtet manden for drabsforsøg.

- Ved den tidligere voldsepisode var han også sigtet for drabsforsøg ved at tage kvælertag, men han endte med kun at blive dømt for grov vold, fortæller Henning Svendsen.

Da den i dag 20-årige mand i fjor blev dømt i den tidligere voldssag, lød straffen ifølge Henning Svendsen på et år og ni måneders fængsel. En dom, som også talte et forhold om brandstiftelse.

- Han satte ild til hendes dyne, fortæller politikommissæren.

Den 20-årige mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør. Ud over voldtægt og drabsforsøg er han sigtet for ulovlig frihedsberøvelse.

Retten har valgt at fængsle manden i foreløbig fire uger.

/ritzau/

Dagens Gossip