20-årige Alexandra kørt ned af turistbus: Mindeord strømmer ind til familien

Skrevet af Lotte Sørensen

30/09/2013

Dagens topnyheder

På kun et halvt døgn har Facebook-siden R.I.P. Alexandra Sisseck fået over 4000 likes. Og det var tydeligvis en vellidt ung kvinde, der lørdag eftermiddag mistede livet i en ulykke nær Kongens Nytorv og Amalienborg i København.

På Facebook-siden bliver der sendt tanker til familien, tændt viruelle lys og givet udtryk for den meningsløshed, som venner og bekendte føler efter ulykken.

20-årige Alexandra Sisseck, datter af vinmageren Peter Sisseck, kom lørdag eftermiddag cyklende på Store Kongensgade. Chaufføren i en turistbus så hende ikke og drejede til højre ad Dronningens Tværgade. Alexandra Sisseck endte under bussen og blev erklæret død på stedet.

Læs også: Kendt vinmand ramt af tragedie: 20-årig datter dræbt i højresvingsulykke

Hun var i sine teenageår en lovende springrytter og var på det danske landshold i fem år, indtil hun satte ridesporten på pause for havandet år siden for at hellige sig studierne, først på Herlufsholm Kostskole og siden på Københavns Universitet. Men hun bliver stadig husket i rideverdenen.

- Hun var på ungdomslandsholdet i mange år, og hun var en vigtig del af holdet for de unge mennesker. Hun var super sød og en på alle måder fantastisk person. Det er et kæmpe chok for os alle. Dybt forfærdeligt. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal sætte ord på det. Vi er utroligt kede af det og berørte over det, og vi føler utroligt meget med hendes familie, siger Dansk Ride Forbunds generalsekretær Jens-Erik Majlund i en udtalelse på forbundets hjemmeside.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Også i udlandet sørger man over Alexandra Sisseck. Blandt nævner det belgiske hestesite equnews.be ulykken.

Hun er den ottende, der mister livet i en højresvingsulykke i år.