20 biler beslaglagt; momssvindel for 16 millioner kroner

Skrevet af Elo Christoffersen

12/10/2012

Dagens topnyheder

Et østjysk firma har mistet hele vognparken på 20 køretøjer. Firmaet mistænkes for at have leveret sort gødning til landbruget og dermed snydt statskassen og Skat for 16 millioner kroner.

Køretøjerne er beslaglagt på foranledning af Skat, da der tilsyneladende ikke er betalt registreringsafgift, skriver Ritzau.

Manden skulle angiveligt have importeret gødningen fra Tyskland og solgt det videre til landmænd. Bagefter har han ikke afregnet med Skat. Desuden har han ikke betalt kvælstofafgift.

Det var tilbage i 2010, at politiet begyndte at efterforske sagen mod manden, der har haft bopæl i Tyskland.

I slutningen af januar blev han anholdt på sin ekskones adresse i Odder, og en dommer besluttede at varetægtsfængsle ham i en periode.

Hos anklagemyndigheden er det endnu ikke afgjort, om der skal rejses en straffesag mod den sigtede.

Foto: Torben Hansen (Arkivfoto).