20 børn er blandt døde migranter fundet i Sahara

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

34 migranter er blevet fundet døde i ørkenen i Niger, oplyser regeringen i det afrikanske land ifølge Reuters.

20 af de døde er børn, fremgår det af en meddelelse, som sent onsdag er blevet læst op på landsdækkende tv.

Ifølge regeringen er migranterne døde i Sahara efter at være blevet efterladt af en menneskesmugler på vejen mod nord.

En del migranter og flygtninge benytter Niger som rejserute på vejen mod Libyen og senere hen Europa.

Ifølge regeringen i Niger er de 34 personer, som blandt andet stammer fra Nigeria, døde i perioden mellem 6. og 12. juni.

Langt de fleste af ofrene er ikke blevet identificeret, oplyser indenrigsminister Bazoum Mohammad ifølge Reuters.

Den Internationale Organisation for Migration vurderer, at omkring 120.000 personer brugte byen Agadez i Niger som mellemstation på rejsen nordpå sidste år.

/ritzau/