20 mennesker meldes dræbt ved terror i Ankara

En eksplosion har dræbt op til 20 mennesker i Ankara, Tyrkiets hovedstad.

Det siger lokale medier, som ifølge det franske nyhedsbureau AFP også fortæller, at omkring 100 mennesker er såret.

Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Dogan blev 20 dræbt. Det samme siger tv-stationen NTV, der også oplyser, at 100 er såret.

Årsagen til eksplosionen nær den centrale banegård er ikke klar, men Tyrkiets regering siger, at der er tale om et terrorangreb.

Myndighederne er lige nu i gang med at undersøge meldinger om, at det kan være et selvmordsattentat.

Tv-stationen CNN Turk rapporterer, at eksplosionerne indtraf kort før en planlagt fredsmarch, hvor demonstranter ville protestere mod konflikten mellem staten Tyrkiet og kurderne i den sydøstlige del af landet.

Den planlagte demonstration var regeringsfjendtlig og organiseret af venstreorienterede grupper, herunder det prokurdiske parti HDP, skriver AFP.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip