20 russere deporteret fra Frankrig efter tilskueruro ved EM

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

Onsdag aften er 20 russiske fodboldtilhængere blevet deporteret fra Frankrig, mens ni andre tilhængere har fået lov at blive i landet. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Ifølge fransk politi er der tale om hooligans, der tog del i urolighederne i den franske by Marseille inden EM-kampen mellem England og Rusland lørdag.

- De franske myndigheder har taget den beslutning, at de deporterer 20 russiske fans. Yderligere tre venter stadig på deres dom, siger Sergey Molchanov, generalkonsul på Ruslands konsulat i Marseille, til nyhedsbureauet Tass.

- Desuden er ni fans blevet løsladt i forlængelse af, at der tidligere i dag blev løsladt 11, siger han.

Tirsdag blev 43 personer tilbageholdt i det sydlige Frankrig, mens de var på vej til Lille, hvor Rusland og Slovakiet onsdag mødtes i EM's gruppe B.

Det skete, efter at russiske fans kom i voldsomme slagsmål med engelske fans i forbindelse med de to nationers første kamp ved EM lørdag på Stade Velodrome i Marseille.

Myndighederne mener at have set beviser for, at balladen opstod på russisk initiativ.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) meddelte tirsdag, at Rusland ville blive sendt hjem fra slutrunden, hvis holdets fans lavede yderligere ballade under EM-slutrunden.

Uefa fandt det bevist, at russerne var skyldige i både tilskueroptøjer, racisme og brug af såkaldt pyroteknik. Ingen russere blev dog i første omgang anholdt i forbindelse med urolighederne.

Desuden blev Rusland tildelt en betinget udelukkelse fra EM-slutrunden og en bøde på 150.000 euro, svarende til 1,1 million kroner.

To engelske mænd, der også havde medvirket til ballade omkring fodboldkampen lørdag, blev mandag idømt henholdsvis to og tre måneders fængsel.

/ritzau/