20 unge kastede kanonslag efter betjente i Haderslev

Betjente fra Syd- & Sønderjyllands Politi blev her til aften angrebet af en gruppe unge mennesker, der kastede kanonslag efter politiet.

Politiet blev sendt til Varbergparken i Haderslev efter meldinger om uroligheder. Der blev kastet et kanonslag ind i en butik og landede tæt på en kunde, som muligvis pådrog sig en høreskade, fortæller vagtchef hos Syd- & Sønderjyllands Politi, Michael Skaarup, til Ritzau.

Urolighedernes omfang viste sig at være større end ventet. En gruppe på omkring 20 unge stimlede sammen mod den patrulje, der var mødt frem, og de kastede fyrværkeri mod betjentene.

Det fik patruljen til at trække sig tilbage og tilkalde forstærkning. Politiet gik efterfølgende ind i området med et større antal politifolk. Senere på aftenen var der igen ro i Varbergparken og to unge mænd blev anholdt.

Dagens Gossip