200 kilo hash og våben forsøgt indsmuglet

Det var resultatet af en 48-timers kontrolaktion ved de sydvendte grænser, skriver SKAT i en pressemeddelelse. Kontrolaktionen fandt sted torsdag til lørdag i sidste uge ved færgehavne på Lolland og Falster samt ved den tyske grænse i Sønderjylland.

»Kontrolaktionen er et rigtig godt eksempel på den helhedsorienterede sagsbehandling i forbindelse med kontrollerne, hvor der er fokus på mange andre områder af SKATs interesseområder end narkotika og våben,« udtaler afdelingsleder Henrik T. Jensen fra SKAT.

Der var tale om to sager om indsmugling af hash, som tilsammen løb op i 200 kilo. Samtidig stoppede tolderne ni indsmuglingsforsøg af våben. SKATs fogeder var også til stede og beslaglagde blandt andet en personbil. Derudover var der også tale om en pengesag, hvor en person forsøgte at få 26.000 euro til Danmark, og flere andre sager som eksempelvis spirituskørsel, illegal indvandring og sager om indrejseforbud.

Den 48-timers kontrolaktion havde derudover til hensigt at afsløre de folk, som forsøger at smugle narkotika og våben til landet med henblik på videresalg og distribution gennem Danmark til udlandet.

»Indsatsen for at begrænse indsmuglingen af narko og våben i Danmark står højt på både min og regeringens dagsorden. Det mener vi bedst sker med en effektiv, fleksibel og mobil toldkontrol, som er baseret på efterretninger og samarbejde med både nationale og internationale myndigheder,« siger skatteminister Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse.

Udover SKAT var politiet, herunder udlændingekontrolafdelingen, Fødevareregionen ØST og tysk politi til stede ved kontrolaktionen. Der var tale om stikprøvekontroller og efterretningsbaserede kontroller.

Dagens Gossip