200 liter farligt rusmiddel er importeret til Danmark

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

Omkring 200 liter af et farligt rusmiddel er blevet afsløret hos fire nordmænd, der havde lejet en lejlighed i Frederikshavn.

Stoffet er GBL, gamma butyrolacetone, og var forinden blevet bestilt til levering på adressen, oplyser Nordjyllands Politi.

- Det er Skat, som blev opmærksom på forsendelserne, siger vicepolitiinspektør Allan Overgaard.

Pakkerne kom fra et andet land, men politiet ønsker ikke at sige præcist hvilket.

- Vi aftalte med Skat, at vi ville foretage anholdelser det sted, som forsendelserne var bestemt for, siger vicepolitiinspektøren.

Aktionen foregik mandag eftermiddag, og fire mænd fra Norge i alderen 30 til 34 blev anholdt.

- Vi har ikke tidligere set så store mængder af GBL i Nordjylland, siger Allan Overgaard.

Han vil ikke gisne om, hvorvidt de fire nordmænd ville tage stoffet med sig til hjemlandet.

GBL kaldes også fælgrens og har tilnavnet "koma på flaske". Rusmidlet er blevet udbredt blandt andet i technomiljøet. Men det er meget farligt, har det vist sig i flere tilfælde.

GBL står på listen over euforiserende stoffer, og mængden i sagen fra Frederikshavn gør, at politiet har rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens narkoparagraf.

Politiet ønsker ikke at sige, hvad nordmændene har forklaret. De fremstilles i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag.

De beslaglagte væsker skal nu nærmere analyseres af retskemikere, og efterforskningen er i øvrigt langt fra slut, lyder det.

/ritzau/