200 migranter sendt retur fra Grækenland til Tyrkiet

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Tre færger med omkring 200 migranter og flygtninge om bord er mandag sejlet retur fra de græske øer Lesbos og Chios til den tyrkiske havneby Dikili. Størstedelen af migranterne er fra Pakistan og Bangladesh.

EU indgik i marts en aftale med Tyrkiet om, at afviste asylansøgere samt flygtninge og migranter, der ikke søger asyl i Grækenland, skal sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet.

For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage over havet, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genbosætte vedkommende i EU. Dem, der allerede har været i Grækenland og er blevet sendt retur til Tyrkiet, kommer bagest i køen.

EU-ledere håber, at aftalen med Tyrkiet vil afskrække flygtninge fra at tage den farefulde færd over Det Ægæiske Hav, som har kostet 366 flygtninge og migranter livet alene i år.

Ifølge EU’s grænseagentur, Frontex, forløb mandagens tilbagesendelser efter planen.

- Proceduren er forløbet meget stille og roligt, siger Ewa Moncure, talskvinde for Frontex.

På havnekajen på Chios havde flere demonstranter dog taget opstilling mandag morgen. Her råbte de slagord som "vågn op, Europa" og "indstil den beskidte aftale".

Også Tyskland har mandag modtaget de første syriske flygtninge i henhold til aftalen mellem EU og Tyrkiet.

Således ankom de første 16 syriske flygtninge mandag formiddag med fly fra Istanbul til Hannover.

- Det er alt sammen meget nyt og meget svært for dem. De har været på en meget lang rejse, fortæller en unavngiven repræsentant for de tyske integrationsmyndigheder.

Der er angiveligt tale om medlemmer af i alt tre familier, herunder flere børn.

De syriske flygtninge, der bliver hentet i Tyrkiet, fordeles i EU ved først at benytte 18.000 ledige pladser i et frivilligt genbosætningsprogram.

Hvis de 18.000 pladser bliver opbrugt, sætter EU 54.000 ekstra pladser i spil. Disse pladser er del af en tvungen fordeling i EU.

Hvis de i alt 72.000 pladser ikke rækker, vil EU og Tyrkiet revurdere ordningen.

Aftalen er blandt andet indgået for at ødelægge menneskesmuglernes forretning, men den er blevet stærkt kritiseret af FN og en lang række menneskerettighedsorganisationer.

Amnesty International beskylder Tyrkiet for dagligt at sende omkring 100 syriske flygtninge tilbage til Syrien i strid med alle internationale regler.

/ritzau/AFP/Reuters