200 østeuropærere frosset ihjel

Hård kulde og omfattende snefald i Rusland, Ukraine og flere østeuropæiske lande har kostet tæt ved 200 mennesker livet inden for de seneste dage.

Langt de fleste ofre er fattige og hjemløse, der er fundet i kældre, barakker eller på gaden.

Meteorloger advarer om, at den isnende kulde varer mindst to døgn endnu, før der er chancer for at temperaturen stiger.

I Ukraine er 83 mennesker døde af kulde, mens flere end 500 andre er indlagt på hospitaler til behandling for kuldeskader.

I Rusland er 56 mennesker døde inden for knap en uge på grund af kulden. Her er flere end 300 indlagt til behandling for kuldeskader.

I Moskva er der minus 20 grader, men i store områder af Sibirien er temperaturen nede på 50 minus grader og har været det i over en uge.

Selv om Sibirien vanligvis er yderst kold om vinteren, er de nuværende temperaturer ekstreme, siger lokale.

I Ukraine er temperaturen også ekstrem lav og mange steder under 30 minusgrader. Store snemængder har isoleret hele landsbyer og mange steder afbrudt forsyningen af vand og el.

I den sydlige del af landet og på halvøen Krim har 93 landsbyer været uden strøm i over to døgn.

I Polen er 49 mennesker døde af kulde. Også her er det især hjemløse, der er omkommet.

I Rumænien og Bulgarien er seks menneske døde af kulde.

I de baltiske lande er mindst seks personer døde i kulden. I Polen og de baltiske lande er det en pludselig temperaturnedgang fra plusgrader til stærk kulde, der har kostet de mange mennesker livet.

Meteorologer advarer om, at kulden er ved at bide sig fast over det meste af Rusland og Østeuropa, og at temperaturerne kan falde yderligere.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip