»2.000 kroner for ærligt arbejde betyder ikke noget for Venstre«

Premieren på den første spørgetime i Folketinget blev domineret af en debat mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) om, hvornår det kan betale sig at arbejde.

Thorning indledte med at slå fast, at regeringen har givet skattelettelser til almindelige danske familier og taget flere initiativer, der betyder, at det bedre kan betale sig at have et arbejde end at være på overførselsindkomst.

»Jeg har den holdning, at når man står op hver morgen og passer sit arbejde som ufaglært, skal man selvfølgelig kunne mærke det,« fastslog hun.

Lars Løkke Rasmussen efterlyste dog straks flere initiativer, der gør det attraktivt at trække i kedeldragten. Han påpegede igen og igen, at der i dag er 330.000 danskere ikke har noget »nævneværdigt« ud af at have et job. Et tal, der falder med skattereformen, som vil sænke tallet til 250.000 i 2023. Men det tal er stadig for højt, fastslog oppositionslederen.

»Er det rimeligt, at det ikke kan betale sig at arbejde for 250.000 danskere? Er det ok, at der er 14.000 danskere, der har mindre ud af at arbejde end ved at lade være,« spurgte han.

»Er statsministeren tilfreds med det, eller vil statsministeren tage yderligere skridt, der skal sikre, at det skal kunne betale sig at arbejde,« ville Løkke vide.

Helle Thorning-Schmidt kunne dog ikke genkende billedet af, at så mange tusinde danskere ikke får noget ud af at passe deres job. De har 2.000 kroner mere til sig selv om måneden, konstaterede hun.

Lars Løkke Rasmussen mente dog ikke nødvendigvis, at det er et stort beløb.

»Det kommer an på, hvem man er. Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge,« lød det fra Venstre-lederen til stor morskab for tilhørerne i salen.

Helle Thorning-Scmidt mente dog blot, at den holdning udstiller, at Venstre ikke er optaget af at hjælpe Danmarks lavtlønnede familier.

»Jeg må på baggrund af denne debat konstatere, at det at tjene 2.000 kroner for ærligt arbejde ikke betyder noget for Venstre«.

»Det flagrer i vinden, hvad Venstre går op i. Da de lavede deres egne skattelettelser, var det ikke folk i bunden, man gik op i. Det var direktørfamilierne,« fastslog statsministeren.

Dagens Gossip

Dagens TV