2013 blev rekordår for de danske hoteller

Skrevet af admin

18/09/2014

Mest læste i dag

2013 blev rekordår for de danske hoteller, kroer og konferencecentre. Helt præcist nåede antallet af overnatninger op på 12,9 millioner, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Det var samtidig fjerde år i træk, at der er en stigning i antallet af overnatninger.

Det viser en ny analyse fra Horesta, der er hovedorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet og repræsenterer omkring 1800 virksomheder.

Det er turister og forretningsrejsende fra vores nabolande Norge og Sverige, der oftere og oftere gæster de danske hoteller. Dernæst følger England og Tyskland, mens amerikanerne kommer ind på femtepladsen.

- De seneste års vækst er især skabt af flere udenlandske gæster, siger Jonas Kjær, cheføkonom i Horesta, i en pressemeddelelse.

- Antallet af udenlandske overnatninger på de danske hoteller var ellers faldende i årene op til finanskrisen, men begyndte at stige igen i 2009, og siden har de danske hoteller fået 41,2 procent flere udenlandske gæster, siger Jonas Kjær.

Stigningen i danske gæster var i samme periode på 20,4 procent.

Det er primært turister, som er forklaringen bag fremgangen i hotelovernatningerne. Siden 2008 er antallet af ferieovernatninger steget med 1,9 millioner, mens forretningsgæster i samme periode har haft 280.000 flere overnatninger.

Den sammenhæng af gæster er imidlertid ikke altid god for hotellers indtjening, da forretningsrejsende ofte bor alene, mens turister typisk deler værelset med familie eller venner.

- Feriegæsterne bruger desuden fortrinsvis hotellerne til overnatning, mens forretningsgæster i højere grad også benytter hotellets øvrige faciliteter, såsom mødelokaler og restauranter, siger Jonas Kjær fra Horesta og fortsætter:

- Resultatet af den ændrede kundesammensætning er derfor en lavere omsætning og indtjening per gæst, siger Jonas Kjær.

/ritzau/