2013 var rekordår for drab på nødhjælpsarbejdere

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Angreb på nødhjælpsarbejdere nåede nye højder i 2013, hvor 155 personer, der arbejdede for FN og humanitære organisationer, blev dræbt.

Nye til viser, at antallet af dræbte nødhjælpsarbejdere også bliver højt i år.

Afghanistan ligger øverst på listen over lande, hvor det er farligst for nødhjælpsarbejdere at være udstationeret, da 81 blev dræbt i 2013, viser undersøgelser fra konsulentgruppen Humanitarian Outcomes.

På globalt plan blev der i 2013 dræbt 155 nødhjælpsarbejdere, mens 171 blev hårdt såret. Antallet af bortførte var på 134. Tre fjerdele af volden fandt sted i fem lande: Afghanistan, Syrien, Sydsudan, Pakistan og Sudan.

I forhold til 2012 er der sket en forøgelse af volden mod nødhjælpsarbejdere på 66 procent.

Tal fra de første syv måneder af indeværende år viser, at 79 nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt, hvilket allerede er flere end i 2012.

Private hjælpeorganisationer er under øget pres for at udstationere deres folk i krigszoner, så de kommer tættere på de civile, der har brug for hjælp.

På en særlig session i FN om beskyttelsen af nødhjælpsarbejdere har Sikkerhedsrådet fået at vide, at internationale hjælpeorganisationer ofte bringer lokalt ansatte i fare - og til tider helt uden omtanke.

- Lokalt ansatte i nødhjælpsorganisationer påtager sig større ansvar ved at bevæge sig ind i farlige områder, mens den internationale stab forbliver i sikre lejre, siger Masood Karokhail fra Liaison-gruppen, der blev oprettet i 2003.

- Vi kan ikke fortsætte denne praksis, hvor lokale hjælpearbejdere sætter deres liv på spil for at få løst opgaverne, siger han.

FN's vicegeneralsekretær Jan Eliasson opfordrer Sikkerhedsrådet til at straffe dem, der står bag angreb på nødhjælpsarbejdere - blandt andet ved at bringe dem for Den Internationale Straffedomstol og ved at nedsætte af undersøgelsesgrupper.

I henhold til folkeretten kan angreb på personer, der udfører en humanitær indsats, opfattes som en krigsforbrydelse.

/ritzau/AFP