2014 bliver et godt år for trafiksikkerheden

Skrevet af admin

22/12/2014

Dagens topnyheder

2014 bliver et af de bedste i historien rent trafiksikkerhedsmæssigt.

Men der er dog fortsat udfordringer, hvis målet om endnu færre trafikdræbte skal nås, lyder det fra Vejdirektoratet, Trafikstyrelsen, Politiet og Rådet for Sikker Trafik.

De foreløbige prognoser fra Vejdirektoratet tyder på, at antallet af danskere, der mister livet på vejene i år, ender på lige omkring 170, og det er fortsat for mange.

- Faldet i antallet af dræbte i forhold til sidste år er glædeligt. Men vi har stadig et vigtigt stykke arbejde foran os med at forbedre sikkerheden på vejene, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratets Trafiksikkerhedsafdeling.

I 2013 omkom 191 mennesker i trafikken. I rekordåret 2012 blev 167 trafikdræbt, hvilket er det laveste tal, siden man begyndte at føre statistik på området.

I 2014 er der sket et fald i antallet af dræbte cyklister og unge, og blandt fodgængere er der ligefrem tale om et markant fald. Antallet af dræbte i ulykker med personbiler er stort set uændret på landsplan.

Sammenlignet med flere andre europæiske lande, ligger Danmark nu i den europæiske elite på trafiksikkerhedsområdet.

- I over 90 procent af ulykkerne er trafikanternes adfærd en medvirkende forklaring på, at det går galt, siger Mogens Kjærgaard Møller, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

- Selv om der er sket et fald i antallet af dødsulykker med cyklister og unge, er de stadig overrepræsenterede i trafikulykker. Blandt bilisterne er der også udfordringer, da der stadig sker for mange ulykker på grund af for høj fart, uopmærksomhed og spritkørsel.

Færdselssikkerhedskommissionen har en målsætning om, at i 2020 skal antallet af trafikdræbte personer ned på maksimalt 120 trafikdræbte personer om året. Hvis det mål skal nås, kræver det indsatser på mange områder.

I 2015 vil politiet fortsat have fokus på for høj fart, uopmærksomhed, spritkørsel og brugen af sikkerhedssele.

/ritzau/