21-årig anholdt i sag om afskåret øre

En 21-årig mand meldte sig natten til mandag på Odense Politigård, efter at han var eftersøgt for et groft overfald, hvor en 31-årig mand blandt andet fik skåret et øre af, oplyser Fyns Politi.

Politiet kræver den 21-årige varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør mandag, hvor han er sigtet for grov vold.

Det brutale overfald fandt sted i Odense natten til torsdag i sidste uge, og siden har politiet ledt efter fire mænd i alderen 21-31 år.

På en tankstation, under en køretur og ved Seden Strand har de fire mænd ifølge politiet truet den 31-årige mand med en pistol og slået ham i brystkassen med pistolen.

De fire formodede gerningsmænd har angiveligt også skåret i ham med en hobbykniv og en knust flaske samt sparket og slået ham, mens den 31-årige var bundet på hænder og fødder.

Samtidig mener politiet, at de fire mænd har slået offeret med en hammer og truet med at slå hans søn ihjel, hvis han gik til politiet.

Den grove vold betød, at den 31-årige mand fik brud på en nakkehvirvel, brud på flere ribben, flere snitlæsioner og et afskåret øre.

Retten i Odense varetægtsfængslede lørdag en 22-årig lokal mand i samme sag. Han har delvist erkendt sig skyldig i grov vold.

Den 22-årige meldte også sig til politiet fredag og har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Ifølge efterforsker Jack Liedecke er overfaldet ikke banderelateret.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV