21-årig dansker får fem års fængsel i Storbritannien

En 21-årig dansker er i Storbritannien blevet idømt fem års fængsel for forsøg på at indsmugle kokain, skriver den engelsksprogede netavis The Copenhagen Post.

Stoffet skønnes på gadeplan at have en værdi af ni millioner kroner.

Danskeren blev standset i grænsekontrollen i Heathrow lufthavn i juli sidste år, da han ankom fra Trinidad og Tobago via Panama og Bahamas.

I hans bagage fandt grænsepolitiet syv spiritusflasker, der var fyldt med en tyktflydende væske, skriver netavisen. Væsken viste sig at indeholder kokain.

Den 21-årige erklærede sig skyldig i retten, der idømte ham en straf på fem års fængsel.

/ritzau/

Dagens Gossip