21-årig frifundet i sag om terrortrusler i arrest

Skrevet af admin

04/06/2015

Dagens topnyheder

Retten i Hillerød har onsdag formiddag frifundet en 21-årig mand i sag om terrortrusler.

Manden var tiltalt for tilbage i januar at have råbt: "IS - IS - Islamisk Stat, bare se Paris. Kurt Westergaard, det er dig næste gang" ud over fængselsgården i Helsingør Arrest, hvor der befandt sig cirka 30 andre fanger.

Anklagemyndigheden mente, at råbene var en overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser, men Retten i Hillerød har dog kun vurderet, at der kan straffes for almindelige trusler.

Manden har dog fået seks måneders fængsel i sagen. Dels er han skyldig i almindelige trusler mod Kurt Westergaard, vurderer retten, dels må hans råb anses som en billigelse af terrorangrebet i Paris. Derudover er manden dømt for at opfordre til en forbrydelse.

Opfordringen er sket på Facebook, hvor manden tilbage i september linkede til en video, hvor en talsmand fra Islamisk Stat opfordrer til drab på borgere i de lande, som deltager i koalitionen mod Islamisk Stat.

- De seks måneders fængsel er udstået med den tid, hvor min klient har siddet varetægtsfængslet, og vi har taget betænkningstid med hensyn til, om dommen skal ankes, siger den dømtes advokat, Mads Kramme, til Ritzau.

Også anklagemyndigheden har mulighed for at anke dommen. Her vil det i sidste ende være justitsminister Mette Frederiksen (S), som skal træffe den afgørelse, da der er tale om en terrorsag.

Fristen for at anke er to uger, og det betyder, at en eventuel anke skal ske senest 18. juni, hvor der afholdes folketingsvalg.

Den 21-årige mand har under sagen forklaret, at han i 2013 rejste til Syrien for at arbejde som nødhjælpsarbejder. Men efter fem måneder blev han anholdt, og han blev ved en libanesisk domstol dømt for at have deltaget i en væbnet gruppe.

Manden er født i Danmark og er søn af forældre, der kom til landet tilbage i 1970'erne.

/ritzau/