21 anholdt i Frankrig i hestekødsskandale

Skrevet af admin

16/12/2013

Mest læste i dag

Fransk politi har anholdt 21 personer i forbindelse med en efterforskning af beskyldninger om, at kød fra heste, der er brugt i forsøg med medicin, er endt i fødevarer.

Anholdelserne er foretaget forskellige steder i det sydlige Frankrig, efter at myndighederne havde fået flere tip i sagen, der omfatter hundredvis af heste - deriblandt dyr ejet af den medicinalindustrielle gigant Sanofi, siger kilder i politiet.

Heste, som har tilhørt Sanofi, er solgt til kødgrosserer efter, at veterinære dokumenter er blevet forfalsket, siger kilderne.

Over 100 politifolk har været involveret i razziaer på adskillige af Sanofis kontorer - blandt andet i Narbonne i det sydlige Frankrig. Politiet har også foretaget razziaer på et sted i Gerona i det nordlige Spanien.

Blandt de anholdte er flere dyrlæger og flere kødgrosserer.

Sanofi siger i en presseerklæring, at virksomheden samarbejder med politiet for at få klarlagt "mulig svindel." Sanofi siger, at man har solgt omkring 200 heste i de seneste tre år - til veterinærer, enkeltpersoner eller hestecentre.

Kilder i politiet siger, at Sanofi-hestene enten er blevet anvendt som leverandører af blod til vacciner eller til forsøg med medicin.

- Det betyder ikke, at hestene udgør en risiko for forbrugerne, men de burde aldrig være havnet på forbrugernes spisebord, siger kilderne.

En række europæiske lande blev tidligere i år rystet af hestekødsskandaler, hvor hestekød blev solgt som oksekød.

Benoit Hamon, den franske fødevareminister, siger, at den nye episode er potentielt mere bekymrende end de tidligere sager omkring forkert mærkning af kød.

- Denne sag er anderledes. Her kan der være tale om et sundhedsproblem, siger han.

EU-Kommissionen har lagt op til, at der skal tyndes ud i de mange forskellige love, så lovgivningen bliver mere simpel, hvilket kommer til at betyde, at EU's borgere i højere grad får garanteret kvaliteten af deres grøntsager og kød.

/ritzau/AFP