21 banker uden tilsyn i over tre år

En gennemgang af Finanstilsynets egne inspektionsrapporter viser ifølge avisen, at over en femtedel af landets pengeinstitutter ikke har haft besøg af tilsynet i mere end tre år.

I 21 af landets 94 banker ligger det seneste besøg fra Finanstilsynet længere tilbage end juni 2010.

»Vi mener ikke, at Finanstilsynet gør sit arbejde godt nok. Tilsynet skal have ressourcer til at komme i bankerne hvert år. De løbende indberetninger viser sig jo ikke at være tilstrækkelige,« siger Niels Mengel, som er formand for Dansk Aktionærforening.

Direktør i analysevirksomheden Mybanker John Norden advarer om, at konsekvensen af de få tilsyn betyder, at omverdenen kan være aldeles uvidende, hvis en bank er på katastrofekurs.

»Der er alt for længe mellem tilsynsbesøgene, og flere sager har vist, at man ikke kan stole på regnskaberne fra bankerne selv,« siger John Norden.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Østjydsk Bank fremstod indtil for få uger siden som sund og veldrevet, men det ændrede sig, da Finanstilsynets første inspektionsrapport i to år viste, at banken manglede sikkerhed for flere hundrede millioner kroner bag sine udlån.

»Når tilsynet kommer på inspektion og opdager så store problemer, får aktionærerne kappet en stor del af deres investering. Det er nærmest blevet reglen, at besøg betyder nedskrivning. Det er urimeligt. Det skal nødig blive et rent lykkehjul at investere i banker,« siger Niels Mengel.

Tønder Bank blev indtil for syv måneder anset som en af landets sikreste, men da Finanstilsynet i november sidste år kom på sin første inspektion i over fem år, viste det sig, at bankens økonomi var i en miserabel forfatning. Kort efter inspektionen indgav banken konkursbegæring, og investorernes penge gik tabt.

Det betyder, at investorerne er begyndt at tøve med at investere i banker, som ikke har haft besøg af tilsynet i årevis.

»Der er ingen tvivl om, at aktiemarkedet tillægger det stor vægt, om det er længe siden, tilsynet har været på besøg. Mest åbenlyst med Spar Nord«, siger Per Grønborg, som er bankanalytiker i Danske Banks aktieafdeling.

Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard påpeger, at det er en politisk beslutning, om tilsynet oftere skal tjekke bankerne, men vil dog gerne regne på mulighederne for at øge antallet af besøg.

»Hvis der er et ønske om, at vi skal komme oftere, vil vi godt give et bud på, hvad det vil kræve af ressourcer,« siger han til Politiken.

Dagens Gossip

Dagens TV