21 danske banker uden opsyn

Over en femtedel af landets pengeinstitutter har ikke haft Finanstilsynet på inspektion i mere end tre år.

Siden juni 2010 har tilsynet været hos 73 banker, mens 21 er gået fri af besøg, viser en gennemgang af tilsynets inspektionsrapporter, som Politiken har foretaget.

Hos Mybanker advarer direktør John Norden om, at konsekvensen er, at omverdenen kan være aldeles uvidende, hvis en bank er på katastrofekurs.

- Der er alt for længe mellem tilsynsbesøgene, og flere sager har vist, at man ikke kan stole på regnskaberne fra bankerne selv, siger John Norden til avisen.

Uden tilsyn kan flere banker være på randen af krak, skriver Politiken.

Et eksempel på, hvor galt det kan gå, er Tønder Bank. Banken havde ikke haft besøg af Finanstilsynet i over fem år, da de kom på besøg i november sidste år.

Inspektionen viste, at bankens økonomi var i dårlig forfatning. Kort efter indgav den sønderjyske bank konkursbegæring.

- Vi mener ikke, at Finanstilsynet gør sit arbejde godt nok. Tilsynet skal have ressourcer til at komme i bankerne hvert år. De løbende indberetninger viser sig jo ikke at være tilstrækkelige, siger Niels Mengel, formand for Dansk Aktionærforening, til Politiken.

Ulrik Nødgaard, der er direktør i Finanstilsynet, siger, at det er en politisk beslutning, om tilsynet oftere skal tjekke bankerne.

- Vi synes, at den intensitet, vi har nu, er passende. Hvis der er et ønske om, at vi skal komme oftere, vil vi godt give et bud på, hvad det vil kræve af ressourcer, siger Ulrik Nødgaard.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) mener ikke, at der er noget galt med frekvensen af inspektioner, hvor de store banker får hyppigere besøg end de små.

Ministeren skriver til Politiken:

"At vi generelt har et velfungerende, risikobaseret tilsynssystem. Jeg har tillid til, at Finanstilsynet prioriterer sine ressourcer i overensstemmelse hermed".

/ritzau/

 

Dagens Gossip