21 danskere i Nepal har stadig ikke givet livstegn fra sig

Der er ikke nødvendigvis grund til bekymring, selvom Udenrigsministeriet stadig mangler livstegn fra danskere i Nepal. I øjeblikket mangler ministeriet kontakt til syv danskere i landet, oplyser chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice til Ritzau.

- Udenrigsministeriet mangler stadig kontakt til syv danskere, som menes at opholde sig i Nepal, lyder det sent tirsdag aften fra Udenrigsministeriets Borgerservice.

Ifølge Ole Egberg Mikkelsen, chef i Udenrigsministeriets Borgerservice, kan den manglende kontakt skyldes mange ting.

- Nogle kan være på bjergvandring, og så ville de også under normale omstændigheder være uden for mobildækning i bjergene.

- Der kan sagtens være danskere, der opholder sig i bjergene, hvor der er flere dages vandring til en landsby, som de kan ringe fra, siger han.

Medarbejdere fra den danske ambassade i Nepals hovedstad, Kathmandu, rejser i øjeblikket rundt på hospitaler i det jordskælvsramte land for at undersøge, om danskere er indlagt, uden at Udenrigsministeriet ved det.

- Personalet arbejder i døgndrift, så der er brug for ekstra arbejdskraft, og derfor har vi fået forstærkning fra Danmark, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Efter Nepal lørdag blev ramt af et kraftigt jordskælv, vidste Udenrigsministeriets Borgerservice, at omkring 550 danskere befandt sig i Nepal. Siden er dette tal faldet, men præcist hvor mange danskere, der er i landet nu, vides ikke med sikkerhed.

- Vores indtryk er, at de fleste gerne vil videre, fordi situationen er, som den er. Det kan være svært at rejse rundt i landet, og de fleste danskere rejser ud af Nepal, siger Ole Egberg Mikkelsen.

- Vi fraråder, at man rejser ind i Nepal, med mindre det er meget nødvendigt, eksempelvis fordi man skal medvirke i nødhjælpsarbejde, siger han.

Dødstallet i Nepal efter lørdagens jordskælv er tirsdag oppe på 5057, oplyser landets indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Dagens Gossip