21 kommuner boykotter Ryanair

Flere og flere byråd vælger at gå uden om Ryanair, når der skal købes flybilletter til kommunens ansatte og politikere. Indtil videre holder 21 af landets 98 kommuner sig væk fra det irske lavprisselskab.

Det viser en ny opgørelse, som Avisen.dk har foretaget på baggrund af aktindsigter samt oplysninger fra en række medier.

I foråret besluttede byrådet i Albertslund at sige fra over for de løn- og arbejdsvilkår, som Ryanair byder stewardesser og piloter.

Siden har blandt andet landets fire største kommuner - København, Aarhus, Odense og Aalborg - valgt at følge trop.

I Norddjurs Kommune har byrådet for nylig besluttet, at det er slut med at flyve med Ryanair.

- Vi ønsker at sikre os, at vores leverandører af flybilletter lever op til bestemte standarder for ansattes vilkår. Og det gælder alle flyselskaber, så det her er ikke rettet specifikt mod Ryanair, siger borgmester Jan Petersen (S) til Avisen.dk.

I andre kommuner har man taget aktivt stilling til, at man ikke vil lægge bånd på indkøb af flybilletter. Det gælder blandt andre Billund, Vejle og Vejen.

Borgmester i Vejen, Egon Fræhr (V), mener, at kommunen skal forholde sig neutralt til, hvordan Ryanair behandler sine ansatte.

- Jeg vil hverken bruge kommunens penge eller kommunen som platform for at blande mig i noget, som arbejdsmarkedets parter bør tage sig af, siger Egon Fræhr til Avisen.dk.

Ryanair er vred over, at danske kommuner forhindrer embedsmændene i at købe billetter hos flyselskabet. Ryanair har valgt at klage til EU-Kommissionen.

Flere kommuner kan dog være på vej til at sætte Ryanair på den sorte liste. I hvert fald skal byrådene i Helsingør og Slagelse snart tage stilling til, hvad de vil.

På onsdag beslutter Arbejdsretten, om fagbevægelsen må etablere konflikt mod Ryanair i Københavns Lufthavn.

Hvis retten giver grønt lys, kan en konflikt være en realitet fra tirsdag 7. juli, skriver Avisen.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip