22-årig mand udsat for røveriforsøg

En 22-årig mand fra Næstved var natten til torsdag udsat for et røveriforsøg.

Det skete i Sct. Jørgens Park i Næstved, hvor den 22-årige kom gående langs en af boligblokkene. I nærheden af nummer 87 hørte han pludselig en anden mand råbe ”giv mig dine penge”, og den 22-årige så, at den anden mand havde en cirka 20 centimeter lang køkkenkniv og gentog sin ordre.

Den 22-årige svarede, at han ikke havde nogen penge, og røveren stak herefter i løb og forsvandt.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker sagen som forsøg på røveri.

Gerningsmanden beskrives som mellemøstlig af udseende, cirka 25-30 år, 180 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, brun i huden. Han havde sort tørklæde op til næsen og hætte over hovedet og var iført stor sort jakke, mørke benklæder og sorte sko. Han talte dansk med accent.

Oplysninger i sagen kan gives til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på 1-1-4.

Dagens Gossip