22-årig for retten i grov voldtægtssag

Et halvt år efter en 18-årig kvinde blev udsat for en udsædvanlig grov voldtægt ved Helsingør Roklub, bliver der nu rejst tiltale mod en 22-årig kending af politiet.

Den 18-årige kvinde var i påsken på vej hjem fra Diskotek Retro i Helsingør, da hun omkring klokken 4.35 blev overfaldet bagfra, fik trukket en strikhue ned over øjnene og slæbt 500 meter ned bag roklubben i byen.

Undervejs truede gerningsmanden med »at slå hende ihjel, brække hendes nakke eller lignende«, inden han bag roklubben bandt hendes arme med strips og gennemførte en fuldbyrdet voldtægt. Det fremgår af anklageskriftet i sagen, hvor der netop er rejst tiltale mod en 22-årig mand, der har siddet varetægtsfængslet siden 23. maj.

LÆS OGSÅ: Grov voldtægt: Fik trukket hue ned over øjnene og blev bagbundet

»Han er tiltalt efter paragraf 216 stykke 1 om voldtægt, og en overfaldsvoldtægt, som der er tale om her, giver typisk to og et halvt års fængsel,« siger anklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi ifølge BT. 

Den tiltalte blev anholdt næsten to måneder efter voldtægten, efter DNA-spor efterladt hos ofret viste sig at matche den 22-årige, der allerede optrådte i politiets registre for indbrudskriminalitet.

Han er desuden tiltalt for at have truet kvinden med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun fortalte nogen om voldtægten.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Udover at være tiltalt for voldtægt og dødstrusler, er den 22-årige også tiltalt for en række forhold omkring et værtshusslagsmål samt for at været i besiddelse af en mobiltelefon, som han anvendte under varetægtsfængslingen.

Under grundlovsforhøret 23. maj erklærede den 22-årige, at han var uskyldig og hævdede samtidig, at han havde et alibi.

Sagen skal for retten 7. november.

Dagens Gossip

Dagens TV