22-årig sigtet for drab på britisk soldat

Michael Adebowale blev udskrevet fra hospitalet og kørt til en politistation i det sydlige London i tirsdags. Sammen med den anden hovedmistænkte i sagen, 28-årige Michael Adebolajo, blev han bragt til hospitalet efter at være blevet skudt af politiet umiddelbart efter drabet på soldaten. Michael Adebolajo er fortsat indlagt og er endnu ikke formelt blevet sigtet.

Lee Rigby, som har tjent for det britiske militær i både Afghanistan og Cypern, blev angrebet nær Woolwich Kaserne i London sidste onsdag. Først kørte gerningsmændene ham ned, hvorefter de sprang ud af bilen med knive, en machete og en kødøkse, som blev brugt til at hakke offeret ihjel med.

På en videooptagelse siger en af gerningsmændene, mens han står med en kødøkse og en slagterkniv i hænderne, at det britiske folk først kan »leve i fred«, når Storbritannien har trukket alle sine tropper hjem.

Britisk politi har i alt anholdt ti personer i forbindelse med drabet. To blev løsladt uden sigtelser, mens seks andre er blevet løsladt mod kaution.

Den 28-årige Michael Adebolajo, der fortsat er indlagt, er af nigeriansk afstamning og har været tilhænger af Al-Muhajiroun, en britisk gruppe af islamistiske ekstremister, der er glødende modstandere af den britiske deltagelse i invasionen af Irak og åbenlyst støtter terrornetværket al-Qaeda. Han har tidligere været i politiets varetægt, da han blev arresteret i Kenya i 2010 og anklaget for at stå i spidsen for en gruppe islamister, der ville tilslutte sig den militante, islamistiske al Shabaab-organisation i det sydlige Somalia, der har relation til al-Qaeda.

Den sigtede 22-årige Michael Adebowale bliver fremstillet i retten torsdag morgen. Han er ligeledes sigtet for ulovlig besiddelse af skydevåben.

Dagens Gossip