22-årige Rebekka Tine blev dræbt i Australien - universitet er i sorg

Skrevet af Ronja Ryde

12/09/2014

Dagens topnyheder

Det var 22-årige Rebekka Tine Lousborg Meyer, som på tragisk vis blev kørt ned bagfra af en lastbil i Brisbane, Australien, og døde på stedet.

Trafikulykken skete om morgenen torsdag den 11. september, hvor den unge danske studine holdt stille på sin cykel og ventede på at svinge til højre - på grund af den modsatte kørselsretning svarer det til et venstresving i Danmark. Her blev hun ramt bagfra af en lastbil, og blev,  ifølge politiet, blev trukket ‘et betydeligt stykke’.

Det skriver Brisbane Times.

Ifølge avisen skete ulykken et sted, hvor der mange gange tidligere har været alvorlige cykelulykker, hvoraf en anden også har haft døden som udgang. Flere cyklistorganisationer havde derfor allerede advaret de lokale politiere om det dødsensfarlige kryds, skriver Brisbane Times.

Den 22-årige kvinde er fra Hvalsø, har gået på Greve Gymnasium og senere på Københavns Universitet - hvorefter hun flyttede til australske Brisbane for at studere.

I dag er det ikke alene Rebekka Tine Lousborg Meyers familie og venner hjemme i Danmark, som er i dyb sorg.

Også den unge kvindes medstuderende på universitetet i Queensland, hvor hun studerede humaniora, er, ifølge Ekstra Bladet, meget berørte af den tragiske nyhed.

I gruppen QUEST UQ (Queensland University Exchange Student Society, red.), som er en gruppe for universitetets udvekslingsstuderende, blev denne meddelelse tidligere i dag sendt ud.

- QUEST er triste over at høre nyheden om gårsdagens ulykke, som involverede en studerende fra UQ (University of Queensland, red.)
Vores tanker går til hendes familie, venner og alle andre, som denne tragiske ulykke har berørt, skriver QUEST UQ, der efterfølgende minder om, at universitetet tilbyder gratis rådgivning til alle studerende.