22 Apollo-gæster afslutter ferie efter angreb i Hurghada

Skrevet af admin

09/01/2016

Dagens topnyheder

22 skandinaviske turister har valgt at forlade den egyptiske badeby Hurghada, efter deres hotel fredag aften blev udsat for et angreb af to mænd bevæbnet med knive og luftpistoler.

Det fortæller Apollo Rejsers kommunikationschef, Glenn Bisgaard.

- Ud af de 90 skandinaviske turister har 22 takket ja til at komme hjem før tid. De tager i lufthavnen her senere på aftenen og flyver hjem lidt over tre i nat egyptisk tid, siger han til Ritzau.

Ifølge Glenn Bisgaard er de resterende skandinaviske badeferiegæster blevet i byen, selv om nogle af gæsterne har valgt at forlade Hotel Bella Vista, hvor angrebet fandt sted.

- Omkring to tredjedele af de tilbageværende gæster har valgt at flytte hotel.

- Resten har selv valgt at blive boende af fri vilje, fordi de har det helt fint, siger han.

For de turister, der har valgt at færdiggøre deres ferieophold, understreger kommunikationschefen, at Apollo vil være klar til at hjælpe.

- Folk kan altid kontakte os og vores rejseledere på destinationen, hvis de har spørgsmål.

- Vores rejseledere mødes med gæsterne, der tager hjem lørdag eftermiddag for at snakke om alt det praktiske, fortæller Glenn Bisgaard.

Selv om rejsebureauet stadig har fokus på, at hjælpe de rejsende, er det Glenn Bisgaards indtryk, at der igen er ved at være forholdsvist roligt på hotellet.

- Spørgsmålene er så småt begyndt at stilne af, og livet er mere eller mindre ved at vende tilbage til det nogenlunde normale, siger Glenn Bisgaard.

Angrebet på hotellet fandt sted fredag aften. Både en svensk og to østrigske turister nåede at blive stukket af de to gerningsmænd, inden sikkerhedsfolk skød de to overfaldsmænd.

Samlet set tog angrebet ikke længere end fire minutter, og de to gerningsmænds motiv er endnu ukendt.

/ritzau/