22 hollandske skoler lukket efter skud-trussel

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at det ikke ved, hvem der står bag truslen. Det er også usikkert, hvilken skole truslen retter sig imod.

»Politiet har fået oplysninger om, at et muligt skoleskyder i planlagt i Leiden. I lyset af den alvorlige trussel har vi besluttet ikke at løbe nogen risiko,« skriver politiet i en pressemeddelelse.

Skolerne vil forblive lukkede resten af mandagen ovenpå truslen, der er blevet fremsat anonymt på internettet.

Eleverne og deres forældre er blevet advaret om at blive hjemme, mens politiet efterforsker sagen, skriver Sky News. Truslen er rettet mod skoler, der underviser elever i aldersgruppen 12-16 år, og dem er der mindst 22 af i byen, der ligger nordøst for Haag.

Holland har flere gange oplevet tragiske skyderier. I april 2011 dræbte en mand seks personer og sårede mindst 10, da han gik amok med en semi-automatisk riffel i et indkøbscenter i byen Alphen aan de Rijn. I 1999 blev fire studerende og en lærer såret, da en medstuderende åbnede ild og affyrede 10 skud i et computerlokale i byen Veghel.

Dagens Gossip