23-årig kvæstet efter sammenstød med bom

Manden, der fortsat er indlagt på Odense Universitetshospital, var passager i en bil, der i høj fart ramte en bom ved indkørslen til tyggegummifabrikken på Dandyvej.

Efter at have ramt bommen fortsatte bilen ind i en betonpille og blev totalskadet.

Udover den 23-årige var to 19-årige mænd i bilen - den ene var ifølge politiets foreløbige undersøgelser fører af bilen, mens den anden var forsidepassager.

Den 23-årige er alvorligt kvæstet, og lægerne frygtede en overgang for hans liv. Men nu meldes han ifølge vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Martin Rasmussen, uden for livsfare.

»Vi har haft en bilinspektør derude, og nu venter vi på at komme til at afhøre den 23-årige på hospitalet,« siger Martin Rasmussen.

Der er også udtaget blodprøver af de tre mænd for at fastslå, om alkohol kan have spillet en rolle i ulykken.

BNB

Dagens Gossip