23-årig melder sig selv for ulovligt fyrværkerilager

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

En 23-årig mand har meldt sig selv til Københavns Politi for omkring 500 kilo ulovligt fyrværkeri nær Flyvergrillen på Amager.

Fredag skal den 23-årige afhøres af politiet, oplyser hans advokat, Andro Vrlic.

- Han erkender, at det er ham, som har været ansvarlig for fyrværkeriet derude i lagerhallen, men vi kan ikke sige, om det præcist er 500 kilo, siger Andro Vrlic til Ritzau.

Politiet fandt søndag i omegnen af 500 kilo fyrværkeri på en adresse nær den velkendte Flyvergrillen ved Københavns Lufthavn i Kastrup.

- Man har ikke tilladelse til at opbevare så meget fyrværkeri på adressen, og det skal jo opbevares efter forskrifterne, sagde den centrale vagtleder ved Københavns Politi Kim Nicholsen.

Den manglende tilladelse kommer dog ikke bag på den 23-årige.

- Han har været klar over, at der ikke var tilladelse til at opbevare fyrværkeri på adressen, siger Andro Vrlic.

Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, EOD, var til stede på adressen på Amager Landevej, cirka 100 meter fra Flyvergrillen, men kort tid efter kunne de vende tilbage.

/ritzau/