23-årig rocker dræbt i voldsom trafikulykke på Sydmotorvejen ved Køge

En person blev dræbt og otte andre blev kvæstet ved en alvorlig trafikulykke i aftes på Sydmotorvejen (E47) ved Køge.

I følge Midt- og Vestsjællands Politi er den dræbte 23-årige mand fra Ballerup og fire af de kvæstede kendt som tilknyttede personer i rockermiljøet.

Ulykken skete på Sydmotorvejen i sydgående retning mellem afkørsel 33 Lellinge og afkørsel 34 Herfølge, og vejen blev spærret helt af.

Udover den dræbte 23-årige mand, blev seks mænd og to kvinder kvæstet, og to af dem alvorligt med henholdsvis kraniebrud og hoftebrud, og de blev kørt til sygehusene i Køge, Nykøbing Falster, Slagelse og Rigshospitalets traumecenter.

To af dem er udskrevet efter skadestuebehandling, medens de øvrige tilskadekomne er indlagt til enten observation eller egentlig behandling.

Politiets efterforskning på uheldsstedet med bistand fra bilinspektøren har på nuværende givet følgende billede af forløbet: Den nu dræbte 23-årige mand fra Ballerup kørte ad Sydmotorvejen mod syd med ukendt hastighed og kom af ukendte årsager ud i midterrabatten ved 43,9 km-mærket.

Han mistede herredømmet over sit køretøj, der påkørte autoværnet. Der skete kun materiel skade herved.

Den nu dræbte steg ud af sin bil og blev af ukendte årsager kort efter påkørt på kørebanen af en bil, der også kørte i sydlig retning.

3 andre bagfrakommende biler opdagede for sent uheldet og påkørte de forulykkede biler med store materielle skader til følge.

Der er rutinemæssigt udtaget blodprøver af de tilskadekomne og den dræbte med henblik på undersøgelse for alkohol / narkotika.

Politiet skal i de følgende dage foretage detaljerede afhøringer af de implicerede parter og tilskadekomne for præcist at få klarlagt hændelsesforløbet.

Dagens Gossip

Dagens TV