23 EU-lande vil redde miljøforslag fra skrotning

Frygt for, at to grønne lovforslag fra EU-Kommissionen havner i papirkurven, har fået Danmark og 22 andre lande til at appellere til EU-Kommissionen om at lade dem overleve.

Også udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er gået ind i sagen for at holde EU's miljøprofil.

Det drejer sig om to direktivforslag om renere luft og genbrug af affald.

Begge er med på den lækkede liste med 80 lovforslag, som EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, vil foreslå at skrotte, hvis den samlede kommission siger ja på et møde tirsdag.

"Dødslisten" er en del af den ny kommissions oprydning i det lovgivende arbejde. De to miljøforslag er dog på ingen måde gamle travere i systemet, men fremsat så sent som december 2013 og juli 2014.

Forslaget om luftforurening stiller skrappere krav til luftkvalitet i medlemslandene. Det andet forslag - kaldet pakken om "cirkulær økonomi" - skal øge genbrug og udnytte ressourcerne langt mere effektivt.

De 23 lande har sat punktet på miljøministrenes møde onsdag og understreger vigtigheden af de to forslag. Kun Kroatien, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Bulgarien er ikke med. De 23 peger på, at forslagene både vil gavne miljøet og skabe job og økonomisk vækst.

Martin Lidegaard ringede mandag til Frans Timmermans for at udtrykke sin bekymring på Danmarks vegne.

- Han forsikrede mig om, at der på ingen måde ligger noget ønske om at udvande eller neddrosle ambitionerne på miljøområdet, nærmest tværtimod. Men sagen er jo ikke landet endnu, og vi må se, hvordan det ender, siger Lidegaard til Ritzau i Bruxelles.

Juncker-kommissionens begrundelse for at opgive forslaget om luftkvalitet er, at reglerne alligevel ændres som følge af EU 's store klima- og energipakke frem mod 2030. For affaldspakken er begrundelsen, at "der ikke er en aftale i sigte".

Dansk Industris europæiske lobbyorganisation, Business Europe, har presset Juncker-kommissionen for at få skrottet de to forslag, skriver mediet EurActiv.

Sagen er ifølge Martin Lidegaard en svær balance mellem en mere effektiv og borgernær EU-lovgivning uden for meget detailregulering - og så ønsket om, at miljøpolitikken ikke neddrosles, men tværtimod bliver mere ambitiøs.

- Det er de to pejlemærker, vi har, og vi vil selvfølgelig værne om, at det ene ikke taber på det andets bekostning, og jeg har sagt lige ud til Timmermans, at det er Danmarks holdning, siger Lidegaard.

/ritzau/

Dagens Gossip