23 får skambidt af hund

23 får i en indhegning ved Mosegyden i Strandbyskov på Fyn blev tirsdag formiddag overfaldet og skambidt af en hund. Et får måtte efterfølgende måtte aflives.

Det oplyser Fyns Politi i Assens til Dagens.dk.

Ved 10-tiden tog fårenes ejer ud for at se til sine dyr. Han kunne konstatere, at to hunde havde fundet vej til folden. Den ene var gået amok i en blodrus og havde bidt adskillige får.

- Han forsøger at jage hunden væk. Men det kan han ikke, fortæller politiassistent Jeppe Nielsen til Dagens.dk.

Fårenes ejer fik af to omgange fragtet sine dyr i sikkerhed.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

- I den tid, han brugte på at flytte sine dyr, fortsatte hunden med at bide. De fleste af fårene blev formentlig bidt. De var mere røde, end de var hvide, siger Jeppe Nielsen.

Et af fårene måtte aflives af en dyrlæge.

- Den havde brækket benet. Hunden bed hovedsageligt efter ører og ben, som er de kropsdele, der stikker ud, fortæller politiassistenten.

Anmelderen har fortalt politiet, at hunden lignede 'en kamphund'. Den var brunlig og med et bredt bulldog-agtigt hoved. Og den var i følgeskab med en sort og hvid hund, som under hele angrebet forholdt sig passivt.

Der var tilsyneladende ingen andre mennesker i nærheden, hvorfor politiet tror, at de to hunde har været på strejfetur.

- Men vi vil meget gerne tale med ejeren. Det bedste spor er næsten den sorte og hvide hund. Der kan ikke være mange, der har den kombination af hunde, siger Jeppe Nielsen.

Politiet har forhørt sig i området omkring, men der er ingen, der kender til de to hunde. Derfor mener politiet, at ejeren sandsynligvis bor lidt længere væk. Eksempelvis i Haarby eller Jordløse.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip