24-årig får forvaring for at tæve rocker til døde

Den 24-årige Dennis Kronome Vestergaard er idømt forvaring på ubestemt tid for at banke Bandidos-rockeren Poul Joachim Hansen, kaldet Big Mac', til døde med knytnæveslag på et værtshus i Helsinge i Nordsjælland.

Det skriver Ekstra Bladet.

Det var en sen aften på bodega Van Helsinge, at den 24-årige sidste år gik bersærkergang på "Big Mac", der først blev slået i gulvet fra sin plads på barstolen, og selvom han faldt til jorden og lå passiv og værgeløs, så lod den 24-årige slagene regne ned over offeret, der efterfølgende mistede livet.

Et enigt nævningeting slog onsdag fast, at forvaring er nødvendig for at forhindre nye forbrydelser fra den 24-årige.

Retten lagde ifølge Ekstra Bladet vægt på, at den 24-årige er dømt for grov vold med døden til følge.

Desuden blev der lagt vægt på, at han har en kriminel fortid med voldsdomme og drabsforsøg samt de lægelige oplysninger, der peger på, at han udgør en "nærliggende fare for andres liv og helbred."

Den 24-årige blev desuden dømt til at betale godt 204.000 kroner i erstatning til 'Big Mac's' søn.

I retten kom det ifølge Ekstra Bladet frem, at han i to måneder inden dødsvolden mod 'Big Mac' havde taget anabolske steroider.

Det gjorde ham mere aggressiv ifølge blandt andre hans tidligere kæreste, som han har en datter på to år med.

Mentalundersøgelsen af den dømte slog fast, at han har en kort lunte, ikke føler anger og er selvcentreret og har svært ved at styre sine impulser, skriver avisen.

/ritzau/

Dagens Gossip