24-årig mand rettede oversavet salonriffel mod ansigtet på rival

Det mener Syd- og Sønderjyllands Politi, der sigter den 24-årige for drabsforsøg. Lørdag eftermiddag bliver manden, der ifølge jv.dk erkender at have skudt den anden mand i låret på diskoteket Bonanza, fremstillet i grundlovsforhør.

Skuddramaet udspillede sig omkring klokken 05. Forinden var den 24-årige blevet smidt ud af diskoteket af en ansat og den 22-årige gæst, fordi de opdagede, at han havde taget to skruetrækkere med i byen. Han var rolig, da han forlod diskoteket, men en halv time senere vendte han tilbage bevæbnet med en riffel, som han rettede mod den 22-åriges ansigt.

»Der bliver noget håndgemæng udenfor, og han truer gæsten med riflen. Gæsten får afværget og skubbet den ned mod sit ben, da den så går af,« fortæller diskotekets indehaver, Thomas Christensen, til jv.dk.

I første omgang blev gerningsmanden pågrebet, men han formåede at vriste sig fri og stikke af. Kort efter kunne politiet anholde ham og beslaglægge salonriflen.

Skudofret har det ifølge Thomas Christensen det efter omstændighederne godt. Han skal opereres for at få fjernet haglene i låret.

BNB

Dagens Gossip