24 Timer-stjerne drev kollega ud af Hollywood

CTU-agenten Jack Bauer, der i tv-serien "24 Timer" redder adskillige menneskeliv, er topprofessionel.

Alligevel beskylder en af seriens skuespillere, Freddie Prinze Jr., sin tidligere kollega Kiefer Sutherland for at være præcis det modsatte. Sutherland er manden, der spiller agenten Jack Bauer.

- Mens vi lavede "24 Timer", hadede jeg det virkelig. Kiefer var den mest uprofessionelle fyr, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Det tror jeg, at alle, der har arbejdet med ham, er enige med mig i, siger den amerikaneren til ABC News.

I 2010 lagde Prinze Jr. sågar skuespillet på hylden på grund af den dårlige oplevelse med seriens hovedperson.

Lettere træt af Hollywood valgte han således at arbejde som producer for wrestling-organisationen WWE, inden han i 2012 vendte tilbage til skærmen. Denne gang dog som stemmelægger på diverse tegnefilm.

Lidt anderledes var situationen for den populære skuespiller Sutherland, som faktisk nød at arbejde ved siden af 38-årige Prinze Jr.

- At Freddie skulle være utilfreds med Kiefer har vi ikke hørt noget om før nu. Kiefer var glad for deres samarbejde, og han ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger Sutherlands publicist således til ABC News.

Newspaq

Dagens Gossip