24 Uber-chauffører sigtet for brud på taxiloven

Skrevet af admin

15/02/2016

Mest læste i dag

Efter at Københavns Politi i november sidste år sigtede de første tre chauffører fra den omstridte samkørselstjeneste Uber er antallet af sigtelser steget støt. Det skriver DR Nyheder mandag.

I 2015 blev 15 Uber-chauffører sigtet, mens der i 2016 allerede er sigtet ni.

De er alle sigtet for overtrædelse af taxiloven og taxibekendtgørelsen, oplyser politikommissær i færdselsafdelingen ved Københavns Politi, Søren Wiborg, til DR.

Endnu er ingen af sagerne kommet for retten, så det er derfor fortsat uklart, om eller hvordan chaufførerne skal straffes.

I denne uge bliver et antal sager sendt til byretten, der skal fastsætte eventuelle bødestraffe.

Uber er et amerikansk koncept, der blev stiftet i 2009. Ordningen går ud på, at kunden via sin mobiltelefon kan bestille en kørsel, der i snit er 20 til 30 procent billigere end en tur med almindelig taxi.

Ifølge Uber er der tale om en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres til en tur, hvor chauffør og passagerer efterfølgende deler omkostningerne.

Selskabet blev ved introduktionen til Danmark politianmeldt af Trafikstyrelsen, som mener, at Uber overtræder personbefordringsloven.

Lørdag aften demonstrerede taxichauffører i København mod tjenesten, som de vil have skal have samme regler som taxierne.

Uber findes i 67 lande - heriblandt Danmark - og hundredvis af byer. Den er dog også blevet forbudt flere steder.

/ritzau/