25 år siden: Derfor faldt Berlinmuren

45,1 kilometer betonmur adskiller to verdensopfattelser. Kommunismen fra kapitalismen. Østen fra Vesten. Opførelsen af Berlinmuren, det fysiske bevis på jerntæppet, der løb ned gennem Europa under hele den Kolde Krig, startede den 13. august 1961.

Muren blev opført for at dæmme op for den massive menneskeflugt, som DDR havde oplevet siden sin oprettelse i 1949. I alt anslås det, at 2,7 millioner mennesker nåede at flygte, inden Muren blev opført, heraf alene 60.000 mennesker i juli måned 1961.

“Den antifascistiske beskyttelsesmur”, som det østtyske propagandaapparat døbte muren, fik lov at stå i 38 år. I den periode nåede den at tage livet af 244 østtyskere, der forsøgte at flygte fra DDR, men blev skudt af grænsesoldater, fastslog en rapport fra 1994.

Ungarn klippede det første hul i jerntæppet
I 1985 blev den reformvenlige Mikhail Gorbatjov valgt som generalsekretær i Sovjetunionen. Ifølge Thomas Tram Pedersen, der er overinspektør på Koldkrigsmuseet Stevnsfort, så var det af afgørende betydning for murens fald fire år senere.

Læs også: Er der stadig forskel på øst og vest i Tyskland?

- Gorbatjov anskuede kommunismen på en ny måde, hvor de enkelte lande i Warszawapagten fik mere selvbestemmelse samtidig med, at der blev indført mere pressefrihed, siger han til Dagens.dk.

Den øgede frihed for medlemslandende gjorde det muligt for ungarerne, i begyndelsen af 1989, at klippe det første hul i hegnet, der gik som et jerntæppe hele vejen ned gennem Europa. Sovjetunionen reagerede ikke på aktionen, og så var der pludselig åbnet op til Østrig i vest.

- Da der er klippet hul i hegnet, så vælter det ud med folk fra øst, der strømmer ind i Østrig, siger Thomas Tram Pedersen til Dagens.dk

Læs også: Sådan markerer Tyskland 25-året for Murens fald

Nu tør folk samles og vise deres utilfredshed i Østtyskland, hvor befolkningen længe har efterlyst rejsefrihed. I Leipzig, midt under DDR’s storslåede fejring af deres 40-års jubilæum, begynder de såkaldte “Mandagsdemonstrationer,” hvor op mod 70.000 mennesker samles og demonstrerer med slagordet “Vi er folket". De vil have reformer, og de vil have lov at kunne rejse. Snart efter begynder folk også at samles i Dresden og Berlin, mens presset på styret vokser dag for dag.

Et fejlslagent pressemøde førte til Murens endeligt
Den 9. november 1989 var presset på det østtyske styre enormt. Forud var gået en kæmpemæssig demonstration den 4. november med deltagelse af op mod en million mennesker på Alexanderplatz i Berlin. De ville have deres frihed, og den 7. november gik regeringen og politbureauet af, men den helt store sejr havde de endnu i vente.

Den kom den 9. november klokken 18.57. For rullende kameraer proklamerede Günther Schabowski fra Politbureauet, at grænserne var fra denne dag var åbne. Men ifølge Thomas Tram Pedersen fra Koldkrigsmuseet Stevnsfort, så var den beslutning langt fra truffet endnu.

- Der opstår en situation, hvor man har sagt til pressen, at grænserne er åbne. Man har bare ikke informeret baglandet og grænsevagterne om den beslutning endnu. Det er et klart udtryk for den kæmpe splittelse, der var i styret, siger han.

Efter nyheden strømmede østberlinerne til grænseposterne og forlangte, at grænserne skulle åbnes, men grænsevagterne langs Muren anede endnu intet om den beslutning, der pludselig var blevet truffet på pressemødet. Klokken 23.32 bukkede de under for folkets pres og åbnede grænsen. Jerntæppet var smuldret, og vesttyskere og østtyskere faldt hinanden om halsen i eufori, mens de i en befriende rus af frihed dansede på muren, mens vesttyske beværtninger skænkede gratis øl til folket.

Endelig, den 3. oktober 1990, næsten et år efter Murens fald, kunne det tyske folk endelig fejre genforeningen officielt, mens Berlin blev deres nye, fælles hovedstad.

 

 

Dagens Gossip