25-årig fængslet for brutalt hjemmerøveri i Køge

Skrevet af admin

11/11/2014

Mest læste i dag

En 25-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet indtil 4. december ved Retten i Roskilde for at være den ene af to gerningsmænd til et brutalt hjemmerøveri i Køge 2. oktober.

Den 25-årige mand nægter sig skyldig, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

To gerningsmænd slog til ved midnatstid og overmandede et ældre ægtepar i deres soveværelse beliggende ovenpå en bilforretning på Industrivej i Køge.

- Røveriet var meget voldsomt i udførelsen, hvor ægteparret blev bagbundet og tildelt et utal af slag i ansigt og på kroppen af de to bevæbnede gerningsmænd, skriver politiet i en pressemeddelelse.

De to røvere brød ind i lejligheden hos den 71-årig mand og den 66-årig kvinde, efter at parret var gået i seng.

Kvinden blev tildelt flere slag i ansigtet, og manden blev med et skydevåben og noget værktøj truet ud af lejligheden og bedt om at åbne et pengeskab i bilforretningen.

Da manden ikke umiddelbart havde adgang til pengeskabet, blev han tildelte flere slag mod ansigtet for at understrege truslen mod ham.

Det lykkedes dog ikke at få åbnet pengeskabet, og i mellemtiden var det lykkedes den 66-årige kvinde at flygte fra stedet, så hun kunne slå alarm til politiet.

Røverne fik intet udbytte med sig, og ægteparret blev bragt til Køge sygehus, hvor manden blev indlagt til undersøgelse og behandling for volden mod ham.

Politiet ønsker i øjeblikket ikke at oplyse yderligere omkring den anholdte og efterforskningen.

Grundlovsforhøret tirsdag blev holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen.

/ritzau/