25-årig fængslet for at ville dræbe mand ved påkørsel

I en sag om et drabsforsøg begået i Helsinge tilbage i marts er en 25-årig mand torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det oplyser anklager Bernt Farver til Ritzau.

Manden er blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved Retten i Helsingør.

- Han er fængslet i foreløbig fire uger. Derudover er der fire andre, der er sigtet i sagen. De sidder varetægtsfængslet i forbindelse med andre sager, fortæller Bernt Farver.

Den 19. marts blev Nordsjællands Politi kort efter klokken 19 kaldt ud i forbindelse med noget tumult på Vestergade i Helsinge. Efterfølgende viste det sig, at en 21-årig mand var blevet overfaldet.

Vidner fortalte til politiet, at manden var blevet påkørt af en bil, og at påkørslen tilsyneladende var sket med fuldt overlæg.

Efter påkørslen blev den 21-årige overfaldet af flere mænd, som var bevæbnet med slagvåben. Episoden var så grov, at politiet betragter sagen som et forsøg på manddrab.

Ifølge Bernt Farver nægter den 25-årige sig skyldig i sigtelsen.

Hvad der er blevet forklaret og fremlagt i retten ved torsdagens grundlovsforhør, kan Bernt Farver ikke oplyse.

Retsmødet er nemlig blevet holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen, og offentligheden er derfor afskåret fra at få oplysninger om sagen.

Politiet har tidligere oplyst, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at overfaldet skulle være banderelateret, men at det kan være nogle uoverensstemmelser mellem lokale, der ligger bag.

/ritzau/

Dagens Gossip