25 børn reddet ud af brændende bus på Sydsjælland

Skrevet af admin

26/05/2015

Dagens topnyheder

En buschauffør formåede tirsdag eftermiddag at redde 25 børn og seks voksne passagerer ud af sin bus, inden den brød i brand ved Bårse på Sydsjælland.

Bussen kom kørende i nordgående retning på Sydmotorvejen, da nogen i bussen observerede røg ved hattehylden, fortæller Søren Østervig, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Chaufføren holder ind til siden, og 25 børn og seks voksne går ud på marken, inden ilden rigtig får fat, siger vagtchefen.

Der er tale om en dansk bus, og vagtchefen fortæller, at passagererne var børn og pædagoger fra en børnehave på Østerbro i København.

Tidligere fortalte vidner til Ekstra Bladet, at chokerede passagerer sad på en mark i nærheden af motorvejen.

Billeder på mediets hjemmeside viser desuden en udbrændt bus, der er omgivet af sort røg og flammer.

- Af sikkerhedsmæssige årsager er motorvejen spærret i nordgående retning, og oprydningsarbejdet trækker ud, siger Søren Østervig.

Det skyldes, at flere hundrede liter diesel er blevet spildt i rabatten. Der er indkaldt en rendegraver til at hjælpe, og først klokken 22 eller 23 tror politiet, at arbejdet er færdigt.

Søren Østervig oplyser, at ingen kom til skade ved branden, der ifølge vagtchefen kan være opstået som følge af en teknisk fejl i nogle ledninger.

/ritzau/